Af Bella Juncker
Manden bag Dazed and Confused (1993) og Before-trilogien, Richard Linklater, er endnu engang aktuel i landets biografer med sin nyeste film Hit Man. Sammen med filmens hovedrolleindehaver, Glen Powell, har Linklater sat sig i skrivestolen og skrevet manuskriptet til et moderne og sexet twist på en noir-inspireret krimi/action/rom-com. ”Denne film har det hele, den har endda den første sexscene i en Linklater-film,” lyder det fra instruktøren selv.
Filmens præmis er lejemorder-fantasien. Gary Johnson (Glen Powell) er en ganske almindelig, kluntet og kikset mand med et almindeligt og begivenhedsfrit liv. Altså, når ikke han bijobber som undercover-lejemorder for det lokale politi i New Orleans. Gary er nemlig ekspert i menneskelig psykologi og adfærd, som han bruger til at skræddersy forskellige lejemorder-identiteter for den enkelte kunde. Det er særdeles lattervækkende at se, hvordan Glen Powell intuitivt træder ind og ud af de forskellige lejemorder-karakterer. Han er den perfekte undercover-lejemorder, og hans anholdelsesrate er suveræn.
I hvert fald indtil han møder og falder hovedkulds for den sexede og farlige Madison Masters (Adria Arjona), der i sandhed er en ægte femme fatale-karakter og kommer til at bringe nye sider frem i vores hovedkarakter. Madison ønsker at hyre ham til mordet på hendes voldelige mand, men Gary – forklædt som lejemorderen Ron – lader hende gå, inden hun når at inkriminere sig selv. Kort tid efter begynder de en hed affære.
Adria Arjona leverer en forførende præstation, og sammen med Glen Powell skaber de en kemi, der er brandvarm og urørlig – når denne skribent kalder Hit Man sexet, er det virkelig ikke for sjov.
Noir-inspirationen er desuden et fedt udgangspunkt for filmen, der med sin klassiske femme fatale-karakter, dødsdømte kærlighedshistorie og elektriske kemi imellem skuespillerne resulterer i to timers god underholding.
Hen ad vejen bliver filmen dog ensformig og forudsigelig. Det virker som om, den snubler lidt over sig selv og mangler en klar retning. Man savner simpelthen noget eksplosiv og hårrejsende action. Filmens underholdningsværdi er højest i den del, hvor vi ser Glen Powell iføre sig de forskellige identiteter – for det gør han til gengæld til perfektion.
Og netop Glen Powell er da også højdepunktet i Hit Man. I rollen som Gary Johnson får Powell virkelig lov til at vise sin alsidige karakter. Han er i sandhed en af Hollywoods store stjerneskud, og han har bare hele pakken: Charme, selvtillid – og lad os være ærlige – lækkert hår, som var han skabt til et liv på det store lærred. Han spiller Gary – og alle de forskellige lejemorder-identiteter – med en så stor grad af intuition, at det virker naturligt. Udviklingen i hans karakter sker gradvist og ubevidst, men man mærker det tydeligt. Det er en fornøjelse at være tilskuer til.
Men som enhver god noir kan det ikke ende alt for godt til sidst, og filmen falder lidt til jorden med en slutning, der allermest føles cheesy. Heldigivis gør Hit Man det op med en solid produktionsværdi, og sammen med det passionerede skuespil og den morsomme, men etisk udfordrende historie, er filmen seværdig. Budskabet er også interessant: Der gemmer sig mørke inde i selv de mest godhjertede af os.
Kommentarer